Blog

Stress eller udbrændt – Hvordan undgår jeg stress? – Hvordan kommer jeg videre, når jeg har fået stress?

7. maj 2016 MissK 2Comment

Har du stress, eller tror du, at du er stresset, men ikke rigtig har forholdt dig til dette, men blot lader hverdagens travlhed suse videre uden at stoppe op (-fordi: ”vi er jo alle travle”)

SÅ STOP LIGE OP ET PAR MINUTTER og læs her:

Måske har du taget en stresstest og sagt til dig selv nå nå…. Ja ja der skrives jo så meget om stress og du er blevet enig med ”abekatten” på skulderen om, at det er alle de andres skyld eller som jeg blev enig med min ”abekat ”om, at det er lige et par måneder mere, med fuld fart, så tager jeg også lidt ferie”.

Da jeg blev sygemeldt med stress lige på stedet af min læge, kom det egentlig ikke som et chok, tårerne trillede ned af mine kinder udelukkende over, at jeg ikke kunne passe min familie og mit job på samme vis som jeg plejede. Det tog lang tid at acceptere, men jeg kom hurtigt i kyndige hænder og fik hjælp til selvhjælp.

Jeg har samlet de 6 væsentligste værktøjer sammen herunder, der virkede for mig, og håber med dette indlæg, at kunne inspirere og gøre det lettere for andre, at komme godt videre i livet med travlhed, uden at det gør stresset eller udbrændt:

 

  • Psykoterapi / Psykolog
  • Mindfulness
  • Gåture
  • Skyggearbejde
  • Bogen: ” KONFLIKTER – sådan takler du dem”
  • Pjecen: Efter stress

 

DET BLEV EN GAVE FOR MIG!

En gave til et ”nyt liv” – jeg har fået en periode forærende til at mærke efter i ro og mag hvad mine kerneværdier er og til at finde lige netop det, der påvirker mine stresshormoner, så jeg bliver udbrændt.

Jeg gik hen og blev edderspændt rasende på blomsterhandleren:

Jeg havde fået at vide at det er en rigtig god ide’at gøre noget af det man selv nyder mest, men hvad var det nu lige det var, funderede jeg. Blomster elsker jeg, så jeg kørte til den lokale blomsterhandler og begyndte at udvælge de blomster jeg ville have hjem i mine havekrukker. Der var et stativ med blomster 3 stk. for 25 kr. Jeg kunne ikke regne ud hvad 9 stk. eller for den sags skyld hvad 6 stk. så ville koste, det var jo latterligt og patetisk, men jeg som regner løs hver dag kunne ikke få tallet frem i min hjerne. Jeg spurgte blomsterhandleren og tænk hun kunne ikke regne det ud heller, jeg blev så gal indeni over hvor dum hun dog var til at regne selv det mest basale regnestykke. Jeg ved nu at hun simpelthen blev så forundret over at jeg spurgte, at hun har troet at jeg lavede sjov med hende.

Næste “reminder”

Næste stop herefter blev Matas. Jeg skulle købe 3 ting, de 2 af dem havde jeg noteret på en lille lap, den tredje ting havde jeg ikke skrevet på min lap, da jeg ikke (tænkte jeg inden jeg kørte hjemmefra) kunne glemme denne. Da jeg efter at have fået de 2 ting fra min seddel skal huske hvad den tredje var, havde jeg glemt denne, det er så langt væk hvad det er jeg skal huske og jeg bliver heldigvis ekspederet af en sød kvinde, som jeg har kendt fra ”gamle dage i branchen”, idet jeg begynder at stortude lige midt i Matas. Jeg føler mig dum meget dum og på samme tid finder jeg ud af at det er alvorligt at have stress og være udbrændt.

NU begynder jeg at tage det alvorligt og lukker ned for ”abekatten”.

Jeg gør nu de ting jeg nyder at lave, men har fundet min vej hen til dem og det er en fornøjelse, der bibringer både mig selv glæde, men ligeledes også min familie, da de kan mærke at jeg har mere overskud, når jeg husker mig selv.

En velsignelse at få hjælp til stress

Jeg har en sundhedsforsikring igennem mit arbejde og det er virkelig dejligt, der er behandlingsgaranti indenfor 10 hverdage, der er dog lige påsken i vejen og jeg vil i gang hurtigt (det har jeg læst er en god ide’og jeg føler et stærkt behov for hjælp), så jeg starter op hos et af de mest menneskekærlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun er psykoterapeut og tager sig masser af tid til at lytte og åbne en værktøjskasse op i et tempo, som er så let for mig at følge. Det er en velsignelse føler jeg. Jeg bliver ligeledes introduceret til mindfulness og dyrker dette hver dag. Du kan finde bøger om emnet her.

Jeg har ligeledes lagt et link til nogle gode gratis øvelser ind herunder:

Gratis mindfulness øvelser

Jeg går ture hver dag i eget tempo og uden at have en plan for turen. Mit liv er til dagligt fyldt med planer, deadlines og afbrydelser, så det er helt nyt bare at kunne gå afsted uden mål eller planer for turen.

Jeg går bare afsted og når jeg ser noget jeg finder spændende at se nærmere på (en blomst, et træ, vandet i åen) så går jeg forbi dette og nyder skønheden ved dette.

Jeg læser ligeledes en masse på nettet om stress, noget kan jeg bruge andet ikke. Det er en mindre jungle og er årsagen til at jeg skriver her på min blog, da det vil glæde mig at kunne hjælpe andre med stress.

Skyggearbejde:

Er at af mine værktøjer. Jeg er dybt inspireret af Pernille Melsted, som bla har skrevet bogen ”Sæt dig selv fri”. Jeg var for nylig til foredrag med hende. Du kan læse mere om dette i et tidligere indlæg på min blog. Hun tilbyder dig en masse og herunder også en gratis skyggeguide, så kan du læse om det også giver mening for dig inden du køber. Du henter den her.

Konflikthåndtering

Jeg har desuden læst bogen:” KONFLIKTER – sådan takler du dem” af Lars Mogensen, denne har givet mig en god indsigt i mennesketyper og ikke mindst i mig selv, således jeg kan agere mere fornuftigt i forhold til min omverden og ikke mindst lære at passe bedre på mig selv.

Når du er klar!

Du kan mærke at det tripper indeni dig, for at komme i gang på job, men pas på lige nøjagtig på dette tidspunkt! Jeg begyndte at lægge an til ”landing” men så kom der en boomerang og jeg følte mig sat frygteligt tilbage. Nu ved jeg det er en del af processen.

Pjecen: EFTER STRESS? – om at komme tilbage på arbejde efter stress lavet af arbejdsmedicinsk klinik i Herning, kan du hente herunder (når du er klar):

EFTER STRESS

Der er jeg nu og ser frem til at mødes med min arbejdsgiver, som for øvrigt lærte mig noget nyt lige fra første sygemeldingsdag: EN PYT-RYGSÆK, som jeg nu ved hvordan jeg kan smide ting om i, som jeg ikke ønsker i mit liv.

Jeg holder vildt meget af mit job og det jeg laver, så at få aftalt at komme godt i gang efter stress er en kæmpesejr og jeg glæder mig.

Der vil komme masser af påstande i og under forløbet!

Nåååå…. Jamen dit firma er da ikke et af dem man får stress ved at være ansat i (sagt af bekendt, der arbejder i samme branche som jeg). OG det er rigtigt at et salgsjob indenfor forsikringsverdenen, er et af de jobs, der har mange stressede medarbejdere, men min bekendte vidste jo ikke, hvad der gør mig stresset og antog at det udelukkende var jobrelateret med pres på salgsmål, som er den kendte faktor i den branche at ”gå ned med stress af”.

Du er da ellers mega stærk og har stået værre ting igennem i livet, så hvorfor lige nu, det forstår jeg ikke, du har det da lige netop nu som blommen i et æg.

OG MASSER AF GODE RÅD!

Du skulle nu også til at lade være at lave varm mad hver aften!

Du burde også dyrke noget mere motion!

Synes du ikke dine børn er liiiige krævende nok!

Du arbejder altså også for meget!

Meld ud til dine nærmeste at gode råd er FORBUDT!

Pas godt på dig selv, du findes kun i et eksemplar, dit unikke jeg.

Du er hjertens velkommen til at kommentere, fortælle din historie eller give gode tips til at undgå stress og udbrændthed herunder. Hvad virkede for dig eller en du kender?  Ved at trykke på skriv kommentar i toppen af mit indlæg åbnes op for dette.

 Kærligst Kristina / love2live.dk

love2live - om stress

 

 

2 thoughts on “Stress eller udbrændt – Hvordan undgår jeg stress? – Hvordan kommer jeg videre, når jeg har fået stress?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *