Betale for At Bo Hjemme ? Ja eller nej og hvor meget ?
Betale for at bo hjemme ?
Betale for at bo hjemme rører en del på sig i mit netværk. Skal / skal ikke og i givet fald hvor meget skal den unge betale. Da jeg var 18 år og tjente penge i en læreplads betalte jeg hjemme. Jeg kan huske, at jeg var en smule forarget på den der teenageagtige måde. Jeg lavede også en del fis med mine forældre over det, og har helt sikkert til at begynde med været virkelig irriterende. Nu er jeg der selv og det samme hører og taler jeg med en del venner om. skal / skal ikke og hvor meget skal det være ?
Fordele ved at betale for at bo hjemme
Dem er der masser af. Jeg er stadig i tænkehjørnet, men når ens unge mennesker både har SU, samt et fritidsjob tænker jeg, at det egentlig er sundt at mærke, at noget skal der til, for at der kommer mad på bordet, varmt vand i badet med shampoo og balsam til, vaskemaskinen kører og tag over hovedet. Alt dette kan de jo sagtens selv klare som udeboende, men jeg hører både her og der, at de unge vender hjem igen, da de får et chok. Godt nok er der altid mulighed for at komme hjem og få vasket tøj, en god gang varm mad og lidt ekstra, men det er stadig stramt. Det mener jeg er en fordel at vænne sig til allerede som hjemmeboende.
Vi vil jo gerne hjælpe…
Vore unge mennesker godt på vej. Jeg gør mig tanker om at uddannelsen er vigtig, samt det sociale liv for de unge. For mig er det vigtigste at mine børn kommer godt i vej med den uddannelse de brænder for, samt at de får plejet deres venner og veninder. Det er så ubeskriveligt vigtigt at have gode venner. Både i de hårde tider og i de tider, som der uvægerligt er flest af fest og farver. Jeg nyder, når de unge er samlet herhjemme med deres veninder og venner. Snakken går på alt muligt (altså der hvor jeg inddrages). De taler om opgaver i skolen, hjælper hinanden med noter og udveksling af meninger og støtte, samt hører jeg altid pigerne aftale, hvordan de kommer hjem fra nattelivet i byen og at de dermed passer godt på hinanden.
Men hvor meget skal de så betale for at bo hjemme ?
Indtil videre har jeg ikke andet end løftet sløret for dette. Startende med at tale budgetkonto for et par år siden…. Pyha… Den var hård. Jeg fik forklaret det her med altid at have lidt til faste udgifter og tilmelding til betalingsservice fra denne konto til faste udgifter. Jeg var ikke verdens bedste mor den dag. MEN…. Efter lidt tid kom min datter og spurgte om jeg ville hjælpe hende med at få oprettet sådan en. Vi havde aftalt at hun selv skulle betale sit buskort og hun havde misset dette. Nu kører hun det helt selv. så selvom jeg var en gammel tåbe den dag, hvor jeg fortalte om en budgetkonto, så kom det godt tilbage.
250 kr. om ugen ? Eller….
Det var egentlig min tanke at dette var beløbet. Jeg havde forinden lavet en gang research blandt venner med jævnaldrende unge hjemmeboende mennesker. Dette var tallet, som gik mest igen. Hertil vil spørgsmålet fra den unge sikkert komme:
“Hvad får jeg for disse penge?”
Jeg valgte at lægge min budgetkonto ud, hvor tallene for el, vand, varme, termin, ejendomsskat og forsikringer kunne ses af mit unge menneske. Det gav min teenager et meget godt indblik og forståelse.
Gå forrest og vis vejen…
Jeg har været alene med mine børn i 12 år, og altid sørget for alt, så de ikke kunne mærke, at der manglede det der ekstra fra en anden forælder. Naturligvis har der været lidt børnepenge, men de stopper jo når de unge er 18 år, og rækker i øvrigt som en “skrædder i helvede”.
Dog er de naturligvis en god hjælp trods alt.
Derfor har jeg altid knoklet hårdt på job, for at kunne skabe trygge rammer, samt i mange år haft et job, hvor jeg var ret frit stillet i forhold til at kunne være tilstede og bibringe mine børn nærhed og omsorg. På den måde har de ikke kunnet mærke, at jeg rent faktisk arbejdede langt mere end 37 timer om ugen. De vidste det godt, men jeg synes også det er vigtigt at sende signaler til de unge om vigtigheden af at have et arbejde, som giver både input til hjernen, udvikling og relationer, samt brød på bordet.
Aftalen herhjemme….
Omkring at betale for at bo hjemme er blevet til, at der betales for buskort, telefon, ulykkesforsikring, beklædning og personlig pleje af det mere ekstraordinære som makeup og cremer. Apropos ulykkesforsikring er denne virkelig vigtig, dette har jeg trods mange år i forsikringsbranchen haft en del “morskab” med at forklare.
Det er jo noget unødvendigt pjat…
Jeg kommer jo ikke ud for en ulykke…. Ehm nej naturligvis (og jeg ville hade at skulle fortælle om de mange ulykker jeg kender til for min teenager). Så lige denne slog jeg over i, at hvis hun nu faldt og slog sine tænder i stykker, så kunne jeg ikke hjælpe hende med en tandlægeregning på eksempelvis 40.000 kr. Dette ville hun få fra ulykkesforsikringen. Det virkede, og den kører nu fint afsted fra budgetkontoen… Så hermed tip givet videre, hvis du står i et lignende forklaringsproblem af nødvendigheden af en sådan forsikring.
Up Comming Teenagere…
Har du som jeg en yngre hjemmeboende teenager med mange spørgsmål om alt mellem himmel og jord ? Herunder også et emne, som jeg fandt vigtigt at tale om ? Så kan du læse om dette via linket herunder:
Blomster og bier eller den lige vej i snakken om sex med din teenager ?
Kærligst Kristina / Love2Live
PS: Vidste du at ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev får du nyheder og events fra bloggen ? Gør det herunder og vær sikker på at få nyhederne fra love2live.dk – Ingen spam, det hader jeg selv.
2 thoughts on “Betale for At Bo Hjemme ? Ja eller nej og hvor meget ?”