50 Plus

Aldersforskrækkelse – Stop Med Det & Ansat 50+ (Vi Er Den Nye Succes)

4. juli 2019 MissK 0Comment

Aldersforskrækkelse – Så Stop Det Da Nu

Aldersforskrækkelse har jeg oplevet allerede i slut i fyrrene og nu som 50 plus. Hvorfor er det, at der fravælges dybt kvalificerede mennesker, der passer perfekt med stillingsopslag, (spørger jeg bare). Jeg har søgt en del jobs, da jeg desværre blev ledig, og bliver nu kostet rundt med af fagforening og senest af en dame fra det lokale jobcenter. Hun ringede, og ville høre, om jeg stadig (??) så ud som på billedet på mit cv, og om jeg manglede nogle tænder! Hun ville have mig til at gå til samtale i en takeaway food restaurant.

aldersforskrækkelse - love2live - Kristina Sindberg - blog - livsstil - personlig udvikling
Solen går ned for at komme i betragtning til et job, når du er plus 50. Så her står jeg fyldt med kompetencer og liv som 51 årig og sukker efter et job.

Jeg er rystet over aldersforskrækkelse, blot fordi papiret siger plus 50 bliver man sorteret fra…

Enten først i jobdatabaserne hvor man skal indtaste sin fødselsdag, og allerede ryger af i svinget der, vel at mærke uden at der bliver set på de kvalifikationer, som man har. For nylig søgte jeg et job, kom til samtale og alle mine kvalifikationer matchede perfekt. Jeg holdt endda igen i forhold til, hvor meget jeg kunne, så jeg ikke kom til at “genere” min eventuelt kommende (noget yngre) chef med mine kompetencer (der lå noget over dennes). Den kommende chef var klart fyldt med aldersforskrækkelse.

Det er nærmest at gøre vold på sig selv at søge jobs og gå til samtale. For det første skal man:

  • Have 30 års erfaring.
  • Være 25 år.
  • Tage imod en løn som svarer til dagpengesatsen.
  • Have lyst til at gøre karriere.
  • Ikke have en bibeskæftigelse.

Jeg hopper direkte her videre til årsagen til, at jeg startede op med selvstændig virksomhed. En bibeskæftigelse er dette, men jeg nyder det helt vildt. OG… Her er ingen…

…ALDERSFORSKRÆKKELSE

MEN… Så kom der nye regler om supplerende dagpenge med selvstændig bibeskæftigelse. VUPS… blev mine 78 uger til 30 med disse regler og for dem, som ikke ved hvad supplerende dagpenge er, så bliver man modregnet med de timer, man arbejder i sin virksomhed. For nylig skulle jeg have stoppet denne grundet de nye regler, som min fagforening sejlede rundt i. Jeg måtte bruge 3 uger på at diskutere dette med dem. Det hjalp, da jeg skrev til direktøren, så kom der endelig en jurist på, som kunne hjælpe. Ingen anede en pind, og jeg tog afsted på en ferie til London med ondt i maven over, om jeg var købt eller solgt. 2 dage før jeg skulle dreje nøglen fik jeg at vide, at jeg kunne fravælge mine dagpenge i 2 måneder og få 2 måneder mere med egen virksomhed (som i øvrigt allerede benytter andre til opgaver = jeg skaber arbejdspladser).

50 Plus – Vi Er Din Nye Succes

Jeg vil utrolig gerne have politikerne på banen her. Vi skal arbejde 20 år mere, men grundet alverdens regler og holdninger er alt bare gjort sværere, så snart man runder 50. Ja… faktisk starter holdningerne allerede med deres aldersforskrækkelse ved midt i fyrrerne. Men HEY… Vi er altså din nye succes (har jeg nogle gange lyst til at sige til HR folk). Vi er ret så fit for fight. Vi har ofte (ret) gode uddannelser, ingen børns sygedage, erfaring og samtidig nysgerrighed for at lære mere og bruge disse kompetencer. Vi er rimelig hårde på IT og systemer. Kan danse til ud på natten, og nej… OK, jeg gider ikke spille bordfodbold i min frokostpause. Der vil jeg hellere et smut ud i den friske luft. Vi skal ovenikøbet ikke spæne ud af døren klokken lukketid for at hente små børn fra børnehave eller SFO.

Plus 50 - Love2Live - Tinderbox
Men hey… Jeg kan godt gi´ den på Tinderbox, selvom jeg gerne vil være fri for bordfodbold i arbejdstid.

…Så Vi Er Succesfulde Mennesker Og Succes Avler Succes

Især når man har erfaringen på plads, og ved, at man skal bruge succes til at skabe mere af alt det, som den enkelte virksomhed har behov for. Det er bare ærgerligt, at de ikke selv ved dette, og rammes af aldersforskrækkelse. Ærgerligt for dem som ansætter og ærgerligt for dem som er 50 plus. Flere bliver nærmest stressede af det pres, som lægges fra jobcenter og A-kasse. Man bliver sendt i aktivering med lynets hast eller rettere, når du har været ledig i 13 uger og ikke som hvis du er mellem 30 og 50, hvor der går 6 måneder.

aldersforskrækkelse - love2live - Kristina Sindberg - blog - livsstil - personlig udvikling
Her billedet fra mit CV – OG… Ja jeg har alle mine tænder!

 

Det står højt og larmende inde på Borger.dk >>>

Omvendt når vi nu er ved det offentlige, så skriver de her i Odense Kommune, hvor jeg bor ved alle deres stillingsopslag:

Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.

Det Er Larmende Dumt Med Aldersforskrækkelse

Jeg har søgt flere jobs hos Odense Kommune. Det er umuligt at komme til. Enten er det aldersforskrækkelse eller i andre tilfælde er det forskrækkelse over, at jeg ikke kender deres it system (hvilket de går meget op i). Jeg vil vove den påstand, at jeg hurtigere end hurtigt vil kunne fungere som support for mine kolleger her i løbet af kort tid, da jeg netop har erfaring med it systemer. Nå, men den skulle lige ud. Job kan jeg ihvertfald ikke få i kommunalt regi. Det værste her er muligvis ikke kun alder til nogle af de jobs, som jeg har søgt, men UF… Jeg kommer fra den private sektor, og vi tager en indefra istedet. Så det er en helt anden forskrækkelse oveni hatten…

Nu krydser jeg fingre for at et deltidsjob lykkes inden længe hos en virksomhed, som ved at succes kommer ved at kombinere personalet på kryds og tværs og uden aldersforskrækkelse. Jeg vil vove den påstand at de virksomheder, som har øje for dette, vil løbe med sejren over konkurrenterne.

Har du prøvet at blive udsat for aldersforskrækkelse ? Så skriv endelig til mig om det i kommentarfeltet herunder, så vi sammen kan løfte budskabet om succes med plus 50 årige medarbejdere.

Kærligst Kristina / Love2Live

Vil du have mere Plus 50 ? Så check dette indlæg ud >>>

Plus 50 År & Livet Er En Virkelig Fed Fest

Tilmeld Nyhedsbrev >>>

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *